Ligesom mange andre bruger jeg computere i mit daglige virke, både på arbejdet men også en stor del i det private. Jeg har haft computer i snart 15 år og startede naturligvis med en P.C. Det var så vidt jeg husker en IBM Aptiva der var min første rigtige multimedie PC, den havde lydkort installeret og CD-rom drev. De sidste 15 år har jeg sværget til PCere, men det seneste år er jeg blevet mere og mere interesseret i de spændende produkter fra Apple som ellers tidligere aldrig har sagt mig noget.
Det startede alt sammen da iPadden blev frigivet, så simpel en enhed med så mange muligheder, det syntes jeg var dybt fascinerende og derfor var jeg da også en af de første i køen da den udkom. Der blev fluks installeret en lang række apps fra Apples appstore og inden jeg havde set mig om havde jeg købt ind for over 1000 kr. Der fandt jeg ud af at appstoren måske nok var lige nem nok at benytte, når først ens visa er tilknyttet klikker man bare og så kører det.
Kort tid efter købte jeg min første Mac computer en iMac, computeren ligner som sådan bare en stor skærm på hele 27″ men indbygget finder man også selve computeren. Apple er berygtede for at lave helt unikke designs og det gør at man ikke behøves gemme computeren væk, ligesom man ville gøre det med en PC. Computeren kan stå inde i stuen og fungerer som en pyntegenstand akkurat ligesom B&O enheder gør.
Skiftet til Apple faldt på et rigtigt godt tidspunkt, der er nemlig ikke længe til der kommer nyt operativsystem og så kan jeg være med fra start af, der er her tale om OSX Lion, som du kan læse lidt mere om her. Samtidig kommer der også nyt system til både iPad og iPhone, iOS 5 hedder det og det kommer efter sigende til endnu engang at revolutionere de små håndholdte enheder som vi alle er kommet til at elske.
Hvis du selv har taget skiftet til Apple eller overvejer det, hvorfor så ikke smide en kommentar? Jeg er altid frisk på en snak.
Følg mig